Min krop slapper af på en anden måde

Joan, kroniske smerter

Jeg er en kvinde på 46 år, som lever med kroniske smerter. For knap fem år siden blev mit liv brat ændret. Jeg gik fra at være aktiv på både arbejdsmarked og hjemmefronten til at ligge ned 17-18 timer i døgnet p.g.a. store smerter i højre ben. En diskusprolaps i lænden nåede at ødelægge en nerverod, før den forsvandt. Jeg har forsøgt rigtig mange ting og er blevet opereret flere gange. Ingenting har hjulpet og jeg har af en læge fået at vide, at jeg i mit liv som førtidspensionist bør fokusere på det, der gør mig glad og som betyder noget for mig. Derfor er Lisa Green kommet ind i mit liv.
Lisa er blevet så vigtig en del af mit liv, at hun er kommet på mit budget. Hver 3. uger kommer Lisa hjem til mig, hvor hun slår sin massagebriks op i køkkenet. Jeg får ca. 1 times behandling – på både krop og sjæl. Jeg har efterhånden accepteret, at heller ikke Lisas behandling kan fjerne mine smerter. Men efter en behandling af Lisa slapper min krop af på en anden måde. Ofte vælger jeg, at hun kun skal behandle mig fra lænden og opefter. Som mennesker er vi ikke bygget til at være så inaktive, som jeg er. Inaktiviteten gør, at jeg spænder meget i ryg, skulder, arme og hoved, og jeg behøver faktisk ikke fortælle Lisa, hvor jeg er ekstra øm – hun har mærket det, før jeg når at sige det.
Imens jeg får en omgang senetensbehandling, snakker vi – men ikke mere end at jeg nyder det. Lisa er eminent til at fornemme, om jeg har brug for, at vi er stille, eller om jeg gerne vil snakke. Efterhånden snakker vi om alt muligt – hun er blevet som en god ven af huset og min ”psykolog”.
Efter en times tid i Lisas hænder, smutter jeg direkte under bruseren imens the-vandet koger. Når jeg bagefter ligger på min briks i stuen, slapper jeg af. Mine ben bliver som bly – på den gode måde. Mange af mine spændinger er væk og jeg nyder den afslappethed, min krop kommer i. Eneste minus er, at der nu går tre uger, før jeg får besøg af Lisa igen.